Crossdressing vs. Drag Queens – hvad er forskellen?

Crossdressing vs. Drag Queens – hvad er forskellen?

I anledningen af Pride i København

I denne uge er der Pride i København. Pride handler om mangfoldighed, frihed og retten til at udtrykke sig selv – uanset køn, seksualitet eller udtryk. Et udtryk der ofte fylder meget under Pride er flamboyante og farvestrålende Drag Queens.

Men er drag queens crossdressers? Og er crossdressing det samme som drag? Lad os gå på opdagelse i deres  rødder, formål og kulturelle betydninger. Her udforsker vi, hvor drag og crossdressing overlapper, og hvor de adskiller sig fra hinanden.

 

Hvad er crossdressing?

Crossdressing betyder at klæde sig i tøj, der traditionelt forbindes med et andet køn end det, man blev tildelt ved fødslen. Det kan være alt fra et subtilt element – som makeup eller et enkelt stykke tøj – til en fuld præsentation i en anden kønsrolle.

  • Historisk kontekst: Crossdressing har eksisteret i alle kulturer i århundreder – fra crossdressing i Shakespeares komedier, til kvinder, der forklædte sig som mænd for at få adgang til rettigheder eller arbejde, de ellers var udelukket fra.

  • Personlig motivation: For nogle handler det om seksuel tænding for andre om kønsidentitet eller kønsudtryk. For andre igen er det leg, frihed, æstetik eller performance.

Hvad er en drag queen?

En drag queen er typisk en performer, der udtrykker sig gennem overdreven, ofte glamourøs og teatralsk femininitet – ofte i forbindelse med shows, kabaret, konkurrencer eller Pride-events.

  • Historisk kontekst: Selvom drag i forskellige former har eksisteret i mange kulturer, er det moderne dragmiljø i høj grad formet af den sorte og latinamerikanske LGBTQIA+-kultur i USA. Ball culture, som opstod i Harlem i 1970’erne, blev et frirum for queer-personer – særligt transkvinder og unge, der blev marginaliseret af racisme, homofobi og transfobi. Her blev drag ikke kun performance, men også familie, overlevelse og modstandskamp.

  • Kulturel betydning: Drag kulturen har givet os ikoner, udtryk og stilarter, som i dag er blevet mainstream popkultur. Fra dansestilen “voguing” til udtryk som “10 across the board”, er drag-kultur blevet en del af det brede samfunds kultur takket være tv-shows som RuPauls Drag Race og Netflix serien Pose. 

 

Ligheder og forskelle mellem crossdressing og drag

Drag og crossdressing har meget til fælles, men de er ikke det samme.

  • Overlap: Begge kan udfordre binære kønsnormer, lege med femininitet eller maskulinitet og bruge tøj og makeup som kunstneriske eller personlige værktøjer.

  • Forskelle:

    • Drag er en performancekunst, ofte forbundet med shows, konkurrencer og scenekarakterer. Det kan involvere 'crossdressing', men ikke nødvendigvis.

    • Crossdressing handler om at bære tøj, der traditionelt forbindes med et andet køn, end man blev tildelt ved fødslen. Det behøver ikke være performance og kan være en del af ens dagligdag, identitet eller privatliv.

    • Drag kan udføres af alle køn og kroppe – inklusiv ciskvinder, transkvinder, transmaskuline og ikke-binære – og behøver ikke at være 'crossdressing' i traditionel forstand.

 

Hvorfor forveksles drag queens og crossdressers ofte?

Fordi både drag og crossdressing kan involvere tøj, makeup og udtryk, der bryder kønsnormer, kan de se ens ud for en udenforstående. Men de tjener ofte forskellige formål og har forskellige historier. Når vi forstår forskellene – og respekterer deres unikke rødder – bidrager vi til at bevare og ære de fællesskaber, der har formet denne mangfoldige verden.

 

Pride i København - Ingen er frie før alle er frie

Pride er en påmindelse om, at disse former for selvudfoldelse – som både drag og crossdressing er, uanset hvordan og hvorfor de praktiseres – er en del af en større bevægelse for at bryde normer og hylde alle måder at være på.

Selvom der i Danmark er stor mangfoldighed og leveforholden er gode, er mange LGBTQIAP+ personer stadig stigmatiserede og marginaliserede, og racisme spiller stadig ind. Pride er en hyldest til alle der bryder med kønsnormerne, men det er også en protest og et opråb om lige ret til at være her.

Ingen er frie før alle er frie

 

Tilbage til blog

Få feminiserings tips & tricks direkte i inboxen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev herunder