
Hører crossdressers til under trans-paraplyen?
Del med dine veninder <3
Jeg vil gerne stille jer et spørgsmål:
Synes I, at begrebet crossdresser hører under trans-paraplyen?
Nogle siger klart ja. Andre siger klart nej.
Hvis vi antager, at “transkønnet” kan defineres som: en person der føler sig som et andet køn end det, de blev tildelt ved fødslen – ja, så bliver det jo straks mere komplekst. For så vil nogle crossdressers falde ind under trans-paraplyen, mens andre ikke vil.
Når identitet og seksualitet blandes sammen
Vi transpersoner har gennem tiden haft travlt med at understrege, at vores kønsidentitet ikke handler om seksualitet. Det har været vigtigt i kampen for rettigheder og anerkendelse. Lidt på samme måde som homoseksuelle i sin tid understregede, at de var “helt normale” (heteronormative) – bare med en partner af samme køn.
Men der er også en bagside af denne kamp. Jeg oplever, at der i nogle tilfælde kan opstå en form for internaliseret transfobi. En forsvarsmekanisme, hvor crossdressers og transvestitter, der (måske) forbinder feminint udtryk med seksuel ophidselse, bliver udstødt.
Måske fordi transkvinder og transfeminine ofte ikke er blevet anderkendt i deres køn son kvinde eller femme, men er blevet nedgjort som “mænd i dametøj”. Når der så er crossdressers, der åbent siger: Jeg er en mand, og jeg kan godt lide at klæde mig feminint – så kan det føles som en trussel mod den hårdt tilkæmpede respekt, transpersoner har opnået.
Den nonbinære kønsoplevelse
Det kan ikke benægtes, at crossdressers og transvestitter har oplevelser, der ofte bryder med den binære kønsforståelse. Men betyder det, at de nødvendigvis er “nonbinære personer”? Ikke nødvendigvis, men deres oplevelser kan godt være nonbinære.
Samtidig er der nonbinære personer, der slet ikke identificerer sig som trans. Og alligevel bliver begrebet “nonbinær” ofte regnet med under trans-paraplyen.
Så spørgsmålet melder sig igen: Hvis nonbinære ofte ses som en del af trans-paraplyen – gør crossdressers så også?
Jeg er nysgerrig på jeres perspektiver
Jeg fik stillet dette som et ja-og-nej spørgsmål, og det er ikke fair. For det er komplekst, og det er en god ting! Der findes ikke ét rigtigt svar. Måske handler det mere om erfaringer, fællesskaber og selvforståelse end om faste definitioner.
Hvad tænker du?
Hører crossdressers hjemme under trans-paraplyen – eller er det et selvstændigt felt?